Hvem var Danmarks første Formel 1-kører?
Historien om pioneren, der med et smil og en lånt Volvo blev den første dansker i Formel 1.
Når man taler om danske Formel 1-kørere, tænker de fleste på Jan Magnussen eller Kevin Magnussen. Men længe før dem satte en helt anden dansker sig bag rattet i verdens fineste racerklasse og skrev sig for altid ind i motorsportens historie som pioneren.
Hans navn var Tom Belsø, og hans vej mod toppen var alt andet end lige. Det lå ikke lige i kortene, at Tom Belsø skulle blive Danmarks første Formel 1-kører. Mekanikerlærlingen lånte i 1962 sin chefs Volvo 544. Belsø vandt i sin debut.
Fra automekaniker til racerkører
Det lå ellers ikke i kortene, da Belsø i slutningen af 1950’erne gik i lære som automekaniker i København. Men som mekaniker for racerkøreren Wittrup Villumsen opstod en pludselig mulighed, som Belsø greb. Villumsen lod sin 20-årige mekaniker køre det sidste løb.
Sejren i debutløbet blev startskuddet til en imponerende karriere i standardvogne. Belsø begyndte i touring cars, hvor han vandt sit debutløb og siden blev skandinavisk mester i touring car i 1969. Titlen sikrede han sig i en rød og hvid Ford Escort, som han blev elsket for.
Årene i standardvognene formede ham som kører. Han lærte at læse et løb, spare på dækkene og vente på det rette øjeblik. Netop den tålmodighed og evne til at få det bedste ud af begrænset materiel blev senere hans styrke, da han for alvor skulle måle sig mod de bedste.
Kælenavnet ‘Smiling Tom’
Da Belsø i begyndelsen af 1970’erne rykkede til England for at slå igennem som professionel, gjorde hans afslappede væsen indtryk på alle omkring ham. Den altid smilende dansker gjorde sig bemærket i F3 og britisk F5000 som en kæmper, der arbejdede sig frem gennem feltet.
På grund af hans usædvanligt behagelige væsen fik Belsø kælenavnet ‘Smiling Tom’.
Bag det venlige smil gemte der sig en benhård konkurrencemand. Han var kendt for at give alt, selv når bilen ikke var konkurrencedygtig, og for aldrig at klage over materiellet. Den kombination af godt humør og vilje gjorde ham populær i paddocken og skabte respekt hos både mekanikere og konkurrenter.
Debut og en svær vej i Formel 1
Belsø kørte for Frank Williams’ hold, dengang endnu ikke det legendariske navn, det senere blev. Belsø kvalificerede en Iso-Marlboro for Frank Williams Racing Cars til Sveriges Grand Prix i 1973, men kunne ikke stille til start, fordi hans sponsorpenge ikke nåede frem. Manglen på penge fulgte ham hele vejen.
Året efter kom endelig chancen for at komme til start. I 1974 forsøgte han fire gange at kvalificere sig for Williams, men lykkedes kun i Sydafrika og Sverige. I Sydafrika svigtede koblingen på Belsøs FW på løbets første omgang. I Sverige gennemførte han sit eneste komplette grandprix, på en ottendeplads.
Tiden i Formel 1 var præget af små budgetter og usikre aftaler. Uden en fast sponsor kunne selv et godt kvalifikationsresultat ende med, at bilen blev stående i garagen. For Belsø handlede det lige så meget om at skaffe penge som om at køre stærkt på banen.
En arv, der varede i mere end tyve år
Ottendepladsen i Sverige blev karrierens højdepunkt og hans bedste resultat i kongeklassen. Selv var Belsø godt klar over, hvor meget der lå bag. Han fortalte selv, at resultatet måske ikke lød af meget, men at han var stolt, når man tog hans beskedne forudsætninger med i regnskabet.
Efter racerkarrieren fandt Belsø økonomisk succes uden for banerne. Rig blev han aldrig på at køre motorløb, men millionerne ventede derimod efter sportskarrieren, hvor han blev erhvervsmand og sikrede sig økonomisk som mysliproducent.
