Hvor hurtigt kører en Formel 1-bil?
Fra det lynhurtige spring i lav fart til de svimlende hastigheder på de lige stykker — her er tallene, der tæller.
Når en Formel 1-bil buldrer forbi tribunerne, er det svært at fatte, hvor voldsomt det egentlig går for sig. Tallene ligger langt over alt, hvad en almindelig bilist nogensinde oplever på vejen, og de fortæller en historie om ren ingeniørkunst i topklasse.
I denne guide dykker vi ned i de vigtigste tal for både acceleration og topfart. Vi ser på springet fra 0 til 100 km/t, videre op til 200 km/t og helt op til de svimlende hastigheder, hvor bilerne for alvor viser, hvad de er lavet af.
Hvor hurtigt accelererer en Formel 1-bil fra 0-100 km/t?
Det korte svar er lynhurtigt. En Formel 1-bil accelererer fra 0 til 100 km/t på cirka 2,5 sekunder. Det placerer bilerne på niveau med verdens hurtigste hyperbiler, men i modsætning til dem er en F1-bil bygget udelukkende til at vinde løb på en bane.
Interessant nok er en F1-bil ikke suveræn i allerlaveste fart. Grunden er greb. Ved lav hastighed er der endnu ikke nok nedadrettet luftpres til, at dækkene kan udnytte motorens fulde kraft, og derfor spinner hjulene faktisk, mens bilen holdes tilbage af manglende vejgreb.
Springet op til 200 km/t og derover
Det er her, en Formel 1-bil for alvor skiller sig ud fra alt andet på fire hjul. Tiden fra 0 til 200 km/t er cirka 4,5 sekunder, og fra 0 til 300 km/t går der omkring 8,5 sekunder. Tallene stiger altså med voldsom hast, indtil luftmodstanden begynder at bremse fremdriften.
Den helt særlige styrke ligger i mellemområdet. Formel 1-biler er stort set umulige at slå, når det gælder acceleration fra 100 til 200 km/t, som klares på omkring 1,9 sekunder — hurtigere end stort set alle andre biler bortset fra en dragster.
Grunden til det ekstreme spring er samspillet mellem enorm motorkraft og aerodynamik. Ved højere fart presser luften bilen så hårdt ned mod asfalten, at dækkene får det greb, der skal til for at omsætte de omkring 1.000 hestekræfter til ren fremdrift uden at miste fæste undervejs.
Hvad er en Formel 1-bils topfart?
På en almindelig løbsdag ligger topfarten typisk et sted mellem 340 og 370 km/t, afhængigt af banen og bilens opsætning. Bilerne når højest på lange lige stykker, hvor føreren kan holde speederen i bund og lade motoren arbejde uforstyrret af skarpe sving.
Rekorden under et grandprix tilhører Valtteri Bottas. FIA’s hurtigst registrerede fart for en F1-bil i et grandprix er 372 km/t, sat under weekenden for Mexicos Grand Prix i 2016. Netop Mexico Citys højde spiller ind, fordi den tynde luft giver mindre modstand og dermed højere fart.
Det absolut vildeste tal stammer dog fra et helt særligt forsøg. Med en næsten standard F1-bil fra 2005 kørte holdet ud på saltsletterne ved Bonneville i Utah og satte en FIA-godkendt fartrekord på 397,360 km/t, mens den under test i Mojave-ørkenen ramte hele 413,205 km/t.
Hvorfor er topfart ikke det vigtigste for holdene?
Man skulle tro, at højest mulig topfart var det store mål, men sådan hænger det ikke sammen. En bil sat op til maksimal topfart med lavt luftpres vil være langsommere rundt på en hel omgang, fordi gevinsten i svingfart vejer tungere end tabet i fart på de lige stykker.
Derfor jonglerer ingeniørerne konstant med balancen mellem fart og greb til hver enkelt bane. En omgangs tid afgøres nemlig lige så meget af, hvor hurtigt bilen kan komme igennem svingene, som af, hvor stærkt den kan buldre ned ad den lange langside. Det er den samlede pakke, der tæller.
